Nye EU-krav er en stor chance for leverandører med styr på bæredygtighedsdata
Virksomheders evne til at rapportere om bæredygtighed er blevet et væsentligt parameter i konkurrencen om kontrakterne.
Det største pres på danske virksomheders grønne omstilling kommer fra andre virksomheder. Og når dele af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (csrd) træder i kraft, vil kravene til virksomheder med over 500 ansatte sendes videre til deres leverandører. Virksomheders evne til at rapportere om bæredygtighed er blevet et væsentligt parameter i konkurrencen om kontrakterne. Hvor bæredygtige er produkterne? Hvor meget påvirker de miljøet – både ift. CO2-aftryk og generelle miljøhensyn. Elementer som dette bliver et krav at kunne dokumentere snart.
Men udregning i et klimaregnskab kan blive en omkostningsfuld post – medmindre virksomhederne er på forkant med digitalisering af de forskellige elementer af regnskabet. Men hvor mange er egentlig det?
Manuelle processer med at indsamle og rapportere data om f.eks. CO2-udledning kan fylde rigtig meget af en medarbejders tid. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne begynder hurtigst muligt at omstille sig til en mere digitaliseret og automatiseret rapporteringsproces. Heldigvis findes teknologien.
Det gælder eksempelvis trackere i virksomheders bilflåder, der i realtid og automatisk sender data tilbage til virksomheden, som nemt kan integrere CO2-udledningen fra flåden i klimaregnskabet. Mulighederne for at udnytte teknologiens unikke kompetencer er store, så man i stedet for kan tage medarbejdernes hænder væk fra manuelle processer og bruge dem på at forretningsudvikle i forhold til at identificere og implementere initiativer, der kan reducere klimaaftrykket. Trackere og digitalisering kan ikke bare rapportere, men også give en større indsigt i forbedringspotentialet af ens processer.
Klimaregnskab er fortsat relativt nyt for virksomheder at navigere i. Men det bliver uden tvivl i fremtiden et must – først for de største virksomheder ved lovkrav, men på sigt også helt ned til mindre virksomheder. De dygtigste underleverandører, der formår at dokumentere og fremskaffe bæredygtighedsdata – og på en smart og digital måde – kommer til at tage markedsandele. De kommer til at at overhale konkurrenterne indenom, fordi de hurtigere er i stand til at dokumentere over for deres kunder, hvordan deres virksomheder opererer.
Debatindlægget blev først publiceret i Børsen.dk